Kost råd
Nyrestenspatienter er gennem tiderne blevet udsat for et utal af ’forebyggende’ kost råd. Der findes imidlertid kun ganske få kontrollerede studier vedrørende kostens betydning i den forebyggende behandling af recidiverende urolithiasis. Stringente diætetiske råd kan ikke retfærdiggøres, med mindre de er dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser eller i tungtvejende epidemiologiske studier. I det følgende skal de væsentligste kostråd kommenteres.
• Øge væskeindtagelse
Rigelig væskeindtagelse er en vigtig basisbehandling til alle patienter med urinvejssten. Der tilstræbes en dU-volumen > 2 - 2 1/2 l, hvilket vil medføre en reduktion i saturationsgraden af alle potentielt krystaldannende salte. Denne anbefaling er dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser, og må anses for at være det vigtigste kostråd.
• Råd om calciumindtagelse
En calciumrestriktiv diæt til patienter med idiopatisk calcium urolithiasis er uhensigtsmæssig. Hos godt 45.000 primært raske mænd, fulgt over 4 år, fandtes således, at gruppen med den laveste calciumindtagelse (gennemsnit 516 mg/døgn) havde 1,8 gange større risiko for nyresten end gruppen med
det højeste calciumindtag (gennemsnit 1326) mg/døgn. Årsagen hertil er formentlig, at calcium i føden binder oxalat i tarmlumen, hvorved absorption af oxalat (og calcium) hæmmes medførende nedsat renal udskillelse.
En calciumfattig kost til patienter med calcium urolithiasis kan være årsag til osteopeni, og derfor bør almene råd om nedsættelse af calciumindtagelsen til stenpatienter frarådes - tværtimod bør rådet snarere være en reduktion af animalsk proteinindtag og fastholdelse af et normalt calciumindtag.
• Reduktion i animalsk proteinindtag
Et højt animalsk proteinindtag belaster organismen i særlig grad med ikke-metaboliserbar syre, hvilket medfører en stigning i den renale calciumudskillelse og et fald i citratudskillelsen. Nogen reduktion i det animalske proteinindtag kan derfor være anbefalelsesværdigt. Dette kostråd er ikke dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser, men finder støtte i flere epidemiologiske studier.
• Reduktion i oxalat-indtagelsen
Indtagelse af oxalatholdige fødevarer er lav i Norden. Reduktion af indtagelsen af oxalat er derfor formentlig kun væsentlig hos patienter med enterisk hyperoxaluri. Hos disse patienter bør oxalat-restriktion kombineres med andre terapeutiske tiltag.
Oxalat er en bestanddel i ca. 75% af alle urinvejssten. Mindre end 15% af kostens oxalat absorberes. Urinens indhold af oxalat stammer fra endogen metabolisme, fra overdreven indtagelse af oxalatholdige fødevarer og/eller fra intestinal hyperabsorbtion. Nedsættelse af oral calciumindtagelse øger den intestinale absorption af oxalat med hyperoxaluria til følge (se under råd om calciumindtagelse). Reduktion af oxalatindtag som profylakse mod recidiverende calcium urolithiasis er hverken dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser eller i epidemiologiske data.
• Reduktion af saltindtagelse - natrium
Et højt natriumindtag øger den renale udskillelse af calcium, og især patienter med hypercalciuri er følsomme for et natrium-load. Herudover medfører høj urinudskillelse af natrium tab af base med urinen, hvilket kan føre til metabolisk acidose med hypocitraturi til følge. En reduktion af natriumindtag kunne således med baggrund i teoretiske overvejelser være anbefalelsesværdigt. Kostrådet er imidlertid ikke testet i klinisk kontrollerede undersøgelser, og der findes ingen overbevisende epidemiologiske data.
• Råd om fiber
I follow-up studier er det vist, at indtagelsen af fiber har en gavnlig omvendt proportional effekt på incidensen af stensygdom. I ingen af disse er der imidlertid inkluderet en kontrolgruppe (dvs. klinisk kontrollerede undersøgelser savnes). Flere forskellige virkningsmekanismer er foreslået: a) binding af calcium i tarmen, b) reduceret transittid, c) ændret intestinalt miljø, d) ændret hormon respons og e) nedsat indtag af kalorier i en kost med højt fiberindhold. Kombinationen af disse fører teoretisk til en lavere renal udskillelse af calcium, urat og oxalat, og øget krystallisationshæmningspotentiale i urinen.
• Råd om c-vitamin
Der findes ingen overbevisende dokumentation for, at indtagelse af store mængder c-vitamin har en negativ indflydelse på stensygdommen.
Generelt kan således siges, at almene kostråd om god levevis også er gældende for nyrestenspatienter.
• Øge væskeindtagelse
Rigelig væskeindtagelse er en vigtig basisbehandling til alle patienter med urinvejssten. Der tilstræbes en dU-volumen > 2 - 2 1/2 l, hvilket vil medføre en reduktion i saturationsgraden af alle potentielt krystaldannende salte. Denne anbefaling er dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser, og må anses for at være det vigtigste kostråd.
• Råd om calciumindtagelse
En calciumrestriktiv diæt til patienter med idiopatisk calcium urolithiasis er uhensigtsmæssig. Hos godt 45.000 primært raske mænd, fulgt over 4 år, fandtes således, at gruppen med den laveste calciumindtagelse (gennemsnit 516 mg/døgn) havde 1,8 gange større risiko for nyresten end gruppen med
det højeste calciumindtag (gennemsnit 1326) mg/døgn. Årsagen hertil er formentlig, at calcium i føden binder oxalat i tarmlumen, hvorved absorption af oxalat (og calcium) hæmmes medførende nedsat renal udskillelse.
En calciumfattig kost til patienter med calcium urolithiasis kan være årsag til osteopeni, og derfor bør almene råd om nedsættelse af calciumindtagelsen til stenpatienter frarådes - tværtimod bør rådet snarere være en reduktion af animalsk proteinindtag og fastholdelse af et normalt calciumindtag.
• Reduktion i animalsk proteinindtag
Et højt animalsk proteinindtag belaster organismen i særlig grad med ikke-metaboliserbar syre, hvilket medfører en stigning i den renale calciumudskillelse og et fald i citratudskillelsen. Nogen reduktion i det animalske proteinindtag kan derfor være anbefalelsesværdigt. Dette kostråd er ikke dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser, men finder støtte i flere epidemiologiske studier.
• Reduktion i oxalat-indtagelsen
Indtagelse af oxalatholdige fødevarer er lav i Norden. Reduktion af indtagelsen af oxalat er derfor formentlig kun væsentlig hos patienter med enterisk hyperoxaluri. Hos disse patienter bør oxalat-restriktion kombineres med andre terapeutiske tiltag.
Oxalat er en bestanddel i ca. 75% af alle urinvejssten. Mindre end 15% af kostens oxalat absorberes. Urinens indhold af oxalat stammer fra endogen metabolisme, fra overdreven indtagelse af oxalatholdige fødevarer og/eller fra intestinal hyperabsorbtion. Nedsættelse af oral calciumindtagelse øger den intestinale absorption af oxalat med hyperoxaluria til følge (se under råd om calciumindtagelse). Reduktion af oxalatindtag som profylakse mod recidiverende calcium urolithiasis er hverken dokumenteret i klinisk kontrollerede undersøgelser eller i epidemiologiske data.
• Reduktion af saltindtagelse - natrium
Et højt natriumindtag øger den renale udskillelse af calcium, og især patienter med hypercalciuri er følsomme for et natrium-load. Herudover medfører høj urinudskillelse af natrium tab af base med urinen, hvilket kan føre til metabolisk acidose med hypocitraturi til følge. En reduktion af natriumindtag kunne således med baggrund i teoretiske overvejelser være anbefalelsesværdigt. Kostrådet er imidlertid ikke testet i klinisk kontrollerede undersøgelser, og der findes ingen overbevisende epidemiologiske data.
• Råd om fiber
I follow-up studier er det vist, at indtagelsen af fiber har en gavnlig omvendt proportional effekt på incidensen af stensygdom. I ingen af disse er der imidlertid inkluderet en kontrolgruppe (dvs. klinisk kontrollerede undersøgelser savnes). Flere forskellige virkningsmekanismer er foreslået: a) binding af calcium i tarmen, b) reduceret transittid, c) ændret intestinalt miljø, d) ændret hormon respons og e) nedsat indtag af kalorier i en kost med højt fiberindhold. Kombinationen af disse fører teoretisk til en lavere renal udskillelse af calcium, urat og oxalat, og øget krystallisationshæmningspotentiale i urinen.
• Råd om c-vitamin
Der findes ingen overbevisende dokumentation for, at indtagelse af store mængder c-vitamin har en negativ indflydelse på stensygdommen.
Generelt kan således siges, at almene kostråd om god levevis også er gældende for nyrestenspatienter.